Spring til indhold

SÆRTILBUD — Vælg 2 plakater: 15% rabat · 3 eller flere: 20% rabat

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Solsikker, stjerner og et gult hus: Van Goghs år i Frankrig

Solsikker, stjerner og et gult hus: Van Goghs år i Frankrig

Collage af ni selvportrætter af Vincent van Gogh, flere af dem med stråhat eller filthat, malet med kraftige penselstrøg i blå, orange og gul

Ni af Van Goghs selvportrætter, de fleste malet i Paris mellem 1886 og 1888, de år hvor han lærte sig selv at bruge farver. I alt malede han over 35.

Nogle malere får dig til at træde et skridt tilbage og beundre deres værker. Vincent van Gogh griber dig i ærmet. Du står foran en af hans hvedemarker og kan næsten høre vinden suse gennem den. Malingen ligger i tykke lag, penselstrøgene går i alle retninger, og himlen ser ud til at opføre sig, som den ikke burde. Mere end et århundrede senere føles det stadig påtrængende.

Hans livshistorie er berømt af de forkerte grunde. Øret, sindssygdommen, maleren, der næsten intet solgte. Alt det skete, mere eller mindre. Men det kommer ofte til at skygge for det, vi finder mest bevægende: en mand fra en hollandsk landsby, som var længe om at lære, og som kom til Frankrig som 33-årig uden for alvor at vide, hvordan han skulle bruge farver. På bare fire år lærte han sig selv at male som ingen før ham. Det var i Frankrig, Van Gogh blev den maler, vi kender. Derfor er det her, vi vil tilbringe det meste af vores tid.

En sen start i Nederlandene

Vincent Willem van Gogh blev født den 30. marts 1853 i Zundert, en lille landsby i det sydlige Nederlandene. Hans far var protestantisk præst. Hans onkler var kunsthandlere, og det var sådan, Vincent fik sit første job som 16-årig hos firmaet Goupil & Cie. Han arbejdede i firmaets afdelinger i Haag, London og Paris. Han så mange malerier. Han solgte nogle få. Så blev han fyret.

Derefter fulgte en række forsøg, der ikke førte nogen vegne. Han underviste på en skole i England. Han læste til præst, men droppede ud. Han rejste til Borinage i Belgien for at prædike for minearbejdere og gav så meget af sin egen mad og sit tøj væk, at kirken fandt ham pinlig. Først som 27-årig besluttede han sig for at blive kunstner. Han havde ingen egentlig uddannelse og efter de flestes mening heller ikke noget åbenlyst talent. Til gengæld var han stædig, og hans lillebror Theo troede på ham.

Hans hollandske malerier er mørke. Brune nuancer, mudret grønt, bønder i dunkle rum. Det mest kendte er Kartoffelspiserne (1885), hvor en gruppe bønder deler et måltid under en enkelt lampe. Billedet er tungt og alvorligt, og man mærker, hvor højt han satte menneskene i det. Man skulle ikke tro, at den samme hånd ville male Solsikker tre år senere. Van Gogh-museet i Amsterdam har begge værker, og turen fra det ene til det andet er noget af den bedste undervisning i kunsthistorie, vi kender.

Omkring fyrre kunststuderende poserer blandt staffelier i et maleratelier i Paris, fotograferet af Edmond Bénard omkring 1887–1888

Elever i et maleratelier i Paris, fotograferet af Edmond Bénard omkring 1887–1888. Billedet forbindes ofte med Académie Julian og de kommende nabier.

Paris, 1886: Blikket bliver skærpet

I marts 1886 dukkede Vincent op i Paris uden større varsel og flyttede ind hos Theo, som nu selv var kunsthandler. De to brødre endte i en lejlighed på rue Lepic, højt oppe på Montmartre. Fra vinduerne kunne Vincent se ud over hele byens tage.

Paris var en omvæltning for ham, på den bedst tænkelige måde. Impressionisterne havde allerede ændret malernes syn på lys. En yngre generation gik endnu videre. Georges Seurat og Paul Signac byggede billeder op af bittesmå prikker i rene farver. Vincent tog undervisning i Fernand Cormons atelier, hvor han mødte Henri de Toulouse-Lautrec og Émile Bernard. Han købte maling på kredit hos Julien Tanguy, en venlig, ældre farvehandler, som alle kaldte »Père Tanguy«, og malede hans portræt to gange.

Paris var fuld af private akademier som Cormons, hvor unge malere betalte et mindre beløb for at tegne efter levende model og få kritik en gang om ugen. Det mest besøgte var Académie Julian nær Grands Boulevards. Fotografiet ovenfor, som Edmond Bénard tog omkring 1887–1888, viser et af de tætpakkede atelierer: nogle dusin elever i deres fine jakker, med staffelier og lærreder stablet bag sig. Det forbindes ofte med Académie Julian og de unge malere, der snart skulle kalde sig nabierne.

Udsnit af et atelierfotografi fra Paris taget af Edmond Bénard omkring 1887–1888. Den skæggede unge mand menes af nogle at være Vincent van Gogh

Et udsnit af et atelierfotografi fra Paris taget af Edmond Bénard omkring 1887–1888. Nogle mener, at den skæggede elev er Vincent van Gogh. Ingen har kunnet bevise det.

Nogle mener at kunne genkende Vincent som den skæggede unge mand, du kan se i udsnittet ovenfor. Vi kan godt lide tanken, men vil hellere være ærlige over for dig. Intet vidner om, at han gik på Académie Julian, og identifikationen er aldrig blevet bekræftet. Historikere anerkender kun en håndfuld fotografier af Van Gogh, og de viser ham som teenager. Uanset om han er med på billedet eller ej, viser det den verden, han levede i de to år: fælles atelierer, billige modeller og endeløse diskussioner om, hvilken vej malerkunsten skulle gå.

Nabierne fandt først sammen, lige efter at Vincent havde forladt Paris. I oktober 1888 tilbragte en elev fra Académie Julian ved navn Paul Sérusier en dag med at male i Pont-Aven i Bretagne sammen med Paul Gauguin. »Hvordan ser du de træer? De er gule. Så brug gul,« sagde Gauguin til ham, som Maurice Denis senere gengav det. »Og den skygge, som er lidt blålig? Mal den med ren ultramarin.« Sérusier tog et lille landskab malet i flade, stærke farver med hjem. Det fik senere titlen Talismanen. Hans venner Maurice Denis, Pierre Bonnard og Paul Ranson så det som en åbenbaring, og gruppen tog navn efter det hebraiske ord for »profeter«. Få uger senere sad Gauguin i et tog til Arles for at slutte sig til Vincent. Samme lærer, samme lære: Farver behøver ikke at efterligne naturen. De kan bære en følelse.

Han faldt også pladask for japanske træsnit. Han købte hundredvis af dem billigt hos en kunsthandler i byen. Han elskede deres flader af farve, deres markante konturer og den måde, motiverne var beskåret på, næsten som fotografier. Han kopierede nogle få i oliemaling, og deres indflydelse kan ses i næsten alt, hvad han malede siden.

På to år malede han mere end 200 billeder i Paris, heriblandt omkring 25 selvportrætter (modeller kostede penge, det gjorde et spejl ikke). Følger du hans farvepalet gennem lærrederne, ser du det brune forsvinde. Blåt og orange tager over. Penselstrøgene bliver kortere og derefter mere sikre. Han lærte for alles øjne, ét lærred ad gangen.

Men Paris sled ham også op. Han drak for meget, røg uafbrudt og skændtes med alle, også Theo. »Det forekommer mig næsten umuligt at arbejde i Paris,« skrev han, »medmindre man har et tilflugtssted, hvor man kan komme til kræfter.« Da vinteren 1887 kom, længtes han efter sol. Han ville finde, med hans egne ord, »et Sydens Japan«.

Det gule hus (Gaden), 1888, af Vincent van Gogh: et gult hjørnehus under en dybblå himmel i Arles

Det gule hus (Gaden), 1888. Van Gogh-museet, Amsterdam.

Arles: Det gule hus

Han fandt det i Arles, en lille by i Provence, den 20. februar 1888. Der lå sne på jorden, da han ankom, hvilket må have føltes som en ond spøg. Så kom foråret, frugttræerne blomstrede, og han begyndte at male næsten uden ophør.

De næste femten måneder hører måske til de mest produktive, nogen maler nogensinde har haft. Blomstrende frugttræer. Vindebroen over kanalen. Fiskerbåde på stranden ved Saintes-Maries-de-la-Mer. Høsten på markerne omkring byen. Caféterrassen om natten, hans første maleri med stjernehimmel, malet på stedet under lyset fra en gaslampe. Han kunne lide tanken om at male natten uden at bruge sort, og det lykkedes ham.

Han lejede fire værelser i et hus på Place Lamartine og malede huset gult. Det gule hus skulle være mere end et atelier. Vincent drømte om et »Sydens atelier«, et fællesskab, hvor kunstnere kunne bo og arbejde side om side. Til gæsteværelset malede han solsikker. Og så flere solsikker. Han vidste, de var gode. »Solsikken er på en måde min,« skrev han senere til Theo.

Han malede også sit eget soveværelse, tre gange i alt. Den lille træseng, de to stole, håndklædet på sin krog. Han ville have billedet til at udtrykke hvile, søvn og enkelhed. En af versionerne hænger nu på Musée d'Orsay sammen med Stjernenat over Rhône, endnu et nattemotiv fra den samme sommer i Arles. Her spejler byens lys sig i floden, mens et par spadserer i forgrunden. Hvis du en dag kommer til Paris, er Van Gogh-salen på Orsay værd at stå i kø for. Det lover vi.

Gauguin og en meget dårlig jul

Kun én kunstner tog imod invitationen til Sydfrankrig. Paul Gauguin ankom til Arles i oktober 1888, mest fordi Theo betalte hans udgifter. I nogle uger fungerede det. De to mænd malede de samme motiver, besøgte museet i Montpellier sammen og diskuterede kunst til langt ud på natten.

Så blev skænderierne værre. Gauguin var stolt og skarp. Vincent var intens og havde stort behov for nærhed. Den 23. december, efter et voldsomt skænderi, skar Vincent en del af sit venstre øre af med en barberkniv. Gauguin rejste til Paris og kom aldrig tilbage. Drømmen om Sydens atelier var forbi.

Hvad Vincent præcis fejlede, diskuteres stadig. Læger og historikere har peget på epilepsi, bipolar lidelse, virkningerne af absint eller en blanding af alle tre. Vi ved, at anfaldene kom og gik. Mellem dem var han klar i hovedet, velformuleret og malede lige så ihærdigt som før.

Olivenlund, 1889, af Vincent van Gogh: krogede oliventræer med sølvskinnende blade nær Saint-Rémy-de-Provence

Olivenlund, Saint-Rémy, 1889.

Saint-Rémy: At male bag tremmer

I maj 1889 lod Vincent sig frivilligt indlægge på anstalten Saint-Paul-de-Mausole i Saint-Rémy-de-Provence, omkring 24 kilometer fra Arles. Han fik to små værelser, ét til at sove i og ét til at male i. I begyndelsen måtte han ikke gå udenfor, så han malede anstaltens have: iris, syrener, vedbend og de gamle stenbænke.

Senere gik han ture ude på landet. Han fandt cypresserne, som han beskrev som »smukke som en egyptisk obelisk«, og olivenlundene, som han malede igen og igen i forsøget på at fange bladenes sølvskær. Fra vinduet i sit soveværelse kunne han se en hvedemark og bag den bjergene Les Alpilles. Det motiv blev, bearbejdet efter hukommelsen og fantasien, til Stjernenatten (juni 1889). Himlen hvirvler. Cypressen rejser sig som en flamme. Landsbyen sover. Det er sandsynligvis verdens mest reproducerede maleri, og det blev malet på en anstalt af en mand, der selv betragtede det som lidt af en fiasko.

Året i Saint-Rémy var ikke let. Flere anfald satte ham ud af spillet i ugevis. Men det gav os også Mandelblomster (1890), malet i februar for at fejre fødslen af Theos søn, som fik navnet Vincent efter sin onkel. Hvide blomster mod en himmelblå baggrund, stærkt inspireret af de japanske træsnit. Det er et af hans mest ømme værker og en god påmindelse om, at hans historie ikke kun er mørk.

Kirken i Auvers-sur-Oise set fra koret, 1890, af Vincent van Gogh: en gotisk kirke under en koboltblå himmel

Kirken i Auvers-sur-Oise set fra koret, 1890. Musée d'Orsay, Paris.

Auvers-sur-Oise: Halvfjerds dage

I maj 1890 forlod Vincent Provence og flyttede nordpå til Auvers-sur-Oise, en landsby omkring en time fra Paris. Han lejede et lille kvistværelse over Auberge Ravoux og var i løs forstand under opsyn af lægen Paul Gachet, som interesserede sig for kunst og havde behandlet andre malere. Vincent malede hans portræt: en melankolsk mand, der støtter hovedet i hånden.

Det, der skete derefter, er næsten svært at tro. På omkring halvfjerds dage malede han cirka 70 billeder. Omtrent ét om dagen. Landsbyens kirke med sine snoede linjer og dybblå himmel (den er nu også på Orsay). Stråtækte huse. Haver. Lange, vandrette lærreder med hvedemarker under tunge himle, som han sagde udtrykte »sorg og ekstrem ensomhed«, men også det, han fandt sundt og styrkende ved landskabet.

Den 27. juli 1890 blev han såret af et skud på markerne nær landsbyen. Han nåede tilbage til kroen, hvor han døde to dage senere med Theo ved sin side. Han var 37 år. Den almindeligt accepterede forklaring er selvmord. Enkelte forskere har sat spørgsmålstegn ved den, men ingen har kunnet bevise en anden forklaring. Han ligger begravet på den lille kirkegård i Auvers, blandt hvedemarkerne. Theo, som døde blot seks måneder senere, ligger nu lige ved siden af ham under den samme vedbend.

Hvordan verden fik øjnene op for ham

Du har sikkert hørt, at Van Gogh kun solgte ét maleri i sin levetid. Sandheden er lidt mere rodet (han solgte eller byttede faktisk nogle få værker), men pointen holder. Da han døde, var han næsten ukendt.

Den, der ændrede det, var Johanna van Gogh-Bonger, Theos enke. Hun arvede hundredvis af malerier og tegninger og næsten tusind breve. Hun lånte værker ud til udstillinger, solgte dem med omtanke og udgav i 1914 brødrenes breve. En af disse udstillinger, i galleriet Bernheim-Jeune i Paris i 1901, gjorde stort indtryk på en ung maler ved navn Henri Matisse, som snart efter skulle sætte farven fri sammen med fauvisterne. Brevene er en vigtig grund til, at Van Gogh føles så tæt på os. Han skrev om farver, bøger, penge, ensomhed og håb med en ærlighed, der stadig overrasker. Hvis du vil have hele tidslinjen, er hans Wikipedia-side et godt sted at begynde, og brevene selv er værd at bruge en aften på.

I dag er hans malerier fordelt på museer over hele verden. I USA har National Gallery of Art i Washington flere af hans værker, blandt andet et sent selvportræt malet i Saint-Rémy og et frodigt stilleben med roser fra hans sidste uger i Provence. At se et af dem i virkeligheden er noget helt andet end at se en reproduktion. Malingen står op fra lærredet som glasur.

Hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage til ham

Der er en grund til, at Van Goghs værker fungerer så godt på væggen derhjemme. Hans motiver er helt almindelige: en stol, et soveværelse, en buket blomster, en mark uden for byen. Han behøvede hverken paladser eller myter. Han fandt noget næsten helligt i det, der var lige foran ham. Det er en ganske god stemning at leve med.

Hans farver fungerer også i moderne rum. De gule nuancer fra Arles giver en hvid væg varme. De blå i Stjernenatten eller Mandelblomster klæder træ, hør og planter. Og energien i hans penselstrøg giver et roligt rum bevægelse uden at gøre det uroligt.

Vi er ved at samle vores egen kollektion af Van Gogh-posters med særligt fokus på hans år i Frankrig: Paris, Arles, Saint-Rémy og Auvers. En enkelt stor plakat over en seng eller sofa kan meget i sig selv. Hvis du foretrækker en billedvæg, kan du sætte et nattemotiv sammen med en solsikke eller en frugthave. Dag og nat, nord og syd. Det ville han nok synes om.

Selvportræt som maler, 1888, af Vincent van Gogh: kunstneren ved sit staffeli med palet og pensler i hænderne

Selvportræt som maler, 1888, hans sidste selvportræt malet i Paris, før han rejste til Arles. Van Gogh-museet, Amsterdam.

Van Goghs lys i dit hjem

Van Gogh tilbragte kun fire år i Frankrig, og de sidste to et halvt af dem i Sydfrankrig. På den tid gik han fra at kæmpe med farverne til at blive en af deres store mestre. Han malede trods fattigdom, sygdom og ensomhed og blev ved med at rette blikket udad mod himlen, træerne og menneskene omkring ham.

Sådan holder vi af at se på hans værker: ikke som et vidnesbyrd om en tragedie, men som et langt takkebrev til verden. Giv dig tid til at se vores Van Gogh-plakater, vælg den, der får dig til at standse op, og luk lidt lys fra Provence ind i dit hjem.

Efterlad en kommentar

'

Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.

Alle kommentarer er modereres, før de bliver offentliggjort.

Læs mere

Bathroom wall art

Billeder på badeværelset: hvor de skal hænge, hvilken størrelse og ramme

Kan papir klare dampen? Hvor du hænger en plakat op på badeværelset, hvilken størrelse og ramme du skal vælge, og de idéer, der fungerer bedst på en badeværelsesvæg, fra Matisses blå til romerske f...

Læs mere: Billeder på badeværelset: hvor de skal hænge, hvilken størrelse og ramme
Brutalist Architecture: The Story of Raw Concrete, From Rubble to Instagram

Brutalistisk arkitektur: historien om rå beton, fra ruiner til Instagram

Hvad er brutalistisk arkitektur, og hvorfor taler alle pludselig om rå beton igen? Navnets oprindelse, fem kendetegn på en brutalistisk bygning, berømte eksempler fra Marseille til Boston, faldet o...

Læs mere: Brutalistisk arkitektur: historien om rå beton, fra ruiner til Instagram

Nyligt sete produkter